Rollespilshytten i Hareskoven - af Christian Nørgaard


Som nogle måske ved, er jeg valgt ind i Bifrost Hovedbestyrelse. Bifrost er den landsforening, som TRoA er meldt ind i, og de laver en masse spændende ting, men lige denne gang slipper I for at høre om dem, for det handler om noget andet. Når der bliver holdt møder i hovedbestyrelsen, rejser vi rundt i landet og møder lokalforeninger. Denne gang var jeg i Hareskoven på Sjælland, rent teknisk ligger det vist ikke i København, men for en nordjyde kan det være svært at se forskel 😊. Rollespilsfabrikken, som er en lokal forening i København/Brønshøj har for et par år siden købt en spejderhytte med et stort tilskud fra deres kommune. Det krævede en del lobbyarbejde og snak med lokale politikere, men til sidst gav de sig og hjalp Rollespilsfabrikken med at få råd til at overtage hytten.


Der skulle, som man nok kunne gætte sig til, laves en masse vedligeholdelse og foreningen har istandsat og ændret hytten, så den i dag er mere brugbar. Der findes et industrikøkken til store scenarier og plads til at overnatte indendørs for ca 40 mennesker med bad og toilet. Ud over de lidt mere kedelige ting har de også indrettet et rum indenfor med moderne lyssætning, så man kan fjernstyre lysstyrke og farve og bruge det til forskellige scenarier. Der er også indrettet en stue i middelaldertema med billeder og møbler, der matcher, dette rum fungerer ret godt som en slags GM bunker til scenarier eller måske et fancy spilokale. En sjov historie i forbindelse med GM bunker, så blev de nødt til at save et par ekstra døre i hytten, så hemmelige NPC’er ikke skulle ind og ud samme sted som almindelige spillere, der venter på at snakke med en GM.



Udenfor selve hytten er der bygget forskellige shelters og hytter samt en brønd. De står klar til at bruge til et scenarie og da det er rollespillere, der ejer grunden og ikke spejdere, giver det pludselig mening at der er flere fantasy/middelalder bygninger, der allerede står klar. Der er også en smedje og en mellemstor lade, som kan bruges i scenarier. Der er endda et par kærrer og middelaldertelte, som følger med leje af hytten. Området bliver udbygget for de penge, de får ind på at leje det ud til andre foreninger i området, og Dragon Factory (en anden rollespilsforening) bruger faktisk hytten mere end Rollespilsfabrikken for tiden. Det er godt at se at sådan et samarbejde kan fungere og at foreningerne hjælper hinanden. Et af de store ønsker fra dem, der afholder scenarier, var at der kunne laves en borgmur, hvor man kunne kæmpe ved muren og endda have stiger med, så man sikkert kan tage kontrol og sende folk over muren og indtage området. Sådanne ting er lavet før, men da det her får lov til at stå permanent, er det muligt at bygge det mere sikkert og det giver også mere mening at vedligeholde det.






Det kan godt lyde meget som et reklameopslag for Rollespilshytten og det er egentlig okay. Ideen var nu mest at fortælle lidt om hvad der sker andre steder i landet og hvad de går og laver. Det kunne jo være det kunne inspirere nogen. Der er allerede snak om hvorvidt man skulle gøre noget lignende i Jylland. Vi har noget, der minder om det ved Yxengård og til dels også hos Østerskov med deres live-by. Men ved at have en hytte med et ordentligt køkken og gode muligheder for toilet og bad gør det at man lettere kan stille et scenarie op uden at skulle tænke på de kedelige detaljer. Jeg tænker, det er inspirerende at se at sådan noget kan lade sig gøre. Vi må jo også gerne drømme lidt stort heroppe i Nordjylland.


Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Billeder fra Sidste Søndag september

Dungeoncraft - rollespilsforfatter til D&D 5e af Martin Akto Kanstrup