Uddrag fra en Morr præsts dagbog - En føljeton fra Sidste Søndag af Kia Kurtzmann.

 Hvad følger er et uddrag af Morrs tjener Ulrikka Ravens’ journaler:

Brauzeit 2521, Nebelheim

Denne dag bragte mange nye kendte og ukendte ansigter til byen. Det kendte var min broder Karl, som straks påtog sig erhvervet, som byens nye gravpasser og sammen med min nye lærling Hector hurtigt fik sat skik på Morrs Have, som alt for længe har været i forfald. 




Af nye kan nævnes en hel gruppe af nye vogtere ledsaget af en guldmager. De opkøbte hurtigt lenet lige ved Morrs Have og har således styrket vores kult tilstedeværelse i byen betragteligt. Dertil kom en hel gruppe tilrejsende fra en nær landsby, som det også er lykkedes at slippe igennem den trykkende ring, der stadig ligger omkring Nebelheim. Også de slog sig ned på et af de forsømte len. Med så mange nye lensherrer i byen er det vel bare et spørgsmål om tid, før de kommer op og toppes. Vi må hellere sørge for, at Haven er klar til at tage imod dem.




Grønhuderne plager stadig området. Heldigvis er byens gæve krigere og stolte byvagt hurtig til at få dem slået tilbage. Dette giver dog også byens lægekyndige rigeligt at se til.




Men alt i byen er ikke fryd og gammen. Der indløb rygter om et stort hul, der skulle være gravet på shelterlenet. Det viste sig dog, at hullet ikke var så nemt at finde til at starte med, og flere grupper deltog i eftersøgningen.








 Det viste sig at være den splintrede le, et nekromantisk artefakt, som har ligget begravet under mange segl på shelterlenet, der var gravet op og forsvundet, og tilbage var kun et stort hul. Nogen havde brudt seglene og taget stumperne. Men hvem? Og med hvilket formål? Ingen lader til endnu at have nogle konkrete spor at gå efter. En svag rest af ametyst-magi hang i området og pegede os i retningen af et andet område på kanten af shelterlenet, hvor segl fra Sigmar og Morr stadig beskyttede området. En fornemmelse sagde mig, at det var en grav. Ingen havde dog kendskab til hvem det var, som skulle være begravet der. Og hvor var Sigmar-præsterne, når man havde brug for dem? 





Heldigvis var byens notarius i besiddelse af Sigmar-kultens gamle optegnelser. Heri fandt vi hentydninger til, at graven skulle tilhøre en Lektor fra deres rækker. Alt sammen yderst besynderligt. Hvad har denne Lektor med leen at gøre? Vil nogen prøve af gensmede leen og rejse denne Lektor fra de døde? Har det hele noget med denne von Carstein at gøre? Alt for mange spørgsmål og alt for få svar! Forhåbentligt vil vi blive klogere på mysteriet med tiden, hvis Morr vil det. 

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Billeder fra Sidste Søndag september

Dungeoncraft - rollespilsforfatter til D&D 5e af Martin Akto Kanstrup