Aktiv Sommer 2020 - Af Steffen Kanstrup

Lørdag d. 1 august samlede knapt 30 børn og unge fra Aalborg kommune sig i Lundby Krat. De var blevet hidkaldt af Heksejægeren, Wolfgang Mezzer, for at hjælpe ham med at beskytte Kejserriget mod en ukendt trussel. 



Efterhånden som de unge rekrutter kom til området, blev de delt op i tre grupper med hver deres guide til at hjælpe dem igennem skoven. Da de blev budt velkommen af Wolfgang Mezzer, fik de besked om at adskillige af Heksejægerens hjælpere var ude i skoven for at løse forskellige opgaver, men at de ikke kunne løse disse opgaver uden hjælp. Derfor blev de sendt ud i skoven sammen med deres guide for at finde frem til de forskellige steder. 

Første stop var våbentræning. Med faren for at denne ukendte trussel ville angribe området, var det meget vigtigt, at alle disse nyankomne hjælpere var veluddannede til at kunne beskytte området og i øvrigt til ikke at skade sig selv. 



Dernæst var der en af Heksejægerens mægtigste hjælpere, en ogre ved navn Mort. Mort havde forlagt sin hammer og havde brug for at finde den igen. Men der var underlige skabninger i området, hvor Mort havde glemt hammeren, og det var nu op til holdene at hjælpe Mort hen til hammeren, og så tilbage igen efterfølgende uden at skabningerne opdagede og fangede dem.



Den sidste opgave var et underligt ritual, nogen havde gjort klar til i skoven. Der var akut brug for hjælp til at afkode det underlige sprog, som ritualet bestod af, for at kunne stoppe det.




Efter det lange arbejde med at hjælpe Heksejægeren, lød alarmerne for de mærkelige skabninger, som viste sig at være rottevæsner, også kaldet Skavens, kom og angreb. Heksejægeren og hans folk kæmpede imod så godt de kunne, men det var kun takket være alle de unge hjælpere fra Aalborg Kommune, at Kejserriget blev reddet og de usle Skavens bekæmpet!



Hermed en stor tak til alle de frivillige der kom ud og var med til at give disse unge mennesker en rigtig god dagen i skoven.



Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Billeder fra Sidste Søndag september

Dungeoncraft - rollespilsforfatter til D&D 5e af Martin Akto Kanstrup